Myten om de danske særregler

Af Anders Udengaard, folketingskandidat for Socialistisk Folkeparti

I sidste uge dukkede en historie op i de landsdækkende medier, som egentlig ikke er ny men alligevel har fået nyt liv.

Kvaliteten af dansk korn er nu så ringe, at udenlandske importører er begyndt at frabede sig den. Dette skulle angiveligt hænge sammen med en dansk ”særregel” eller ”overimplementering,” som betyder, at danske landmænd må gøde mindre end vores naboer i EU. Historien blev i medierne refereret helt ukritisk, og derfor er det vigtigt lige at få nogle ting på plads.

1. Proteinindholdet i korn har ganske rigtigt været faldende – ikke blot i Danmark, men i hele verden og ikke blot siden 1990, men siden 1890. Udviklingen har altså ikke noget med moderne dansk miljølovgivning at gøre. En af hovedårsagerne er, at man i landbruget har fremavlet kornsorter, som giver et stadigt større udbytte men samtidig også kræver større mængder af gødskning for at bevare den samme kvalitet. Der findes masser af sorter, som kunne give et langt bedre proteinindhold.

2. Der findes ikke nogen dansk særregel. Faktisk findes der i EU slet ikke nogen regel om, hvor meget den enkelte landmand må gøde sine marker. Derimod findes der et vanddirektiv, som vi selv har været med til at udforme og vedtage. Vanddirektiverne siger noget om, hvor stor en miljøbelastning et land samlet set må påføre vandløb, have og grundvand. I Danmark opdyrker vi mere end dobbelt så meget af vores jord end gennemsnittet i EU, og derfor bliver vores miljøpåvirkning naturligvis også så meget større. Vi kunne godt vælge at bryde vanddirektiverne og tillade en større grad af gødskning, men så ville vi ret hurtigt se de samme spirende miljøkatastrofer i vores farvande, som vi oplevede i 1980’erne,

3. På en eller anden måde er det lykkedes at skabe en fortælling om, at det faldende proteinindhold har fatale konsekvenser for dansk eksport. Her er det altså vigtigt at være opmærksom på, at Danmark slet ikke eksporterer korn i noget større omfang. Tværtimod er vi hvert år nødt til at supplere vores egen produktion med import fra udlandet for at kunne skaffe foder til vores massive svineavl.

Én ting kan vi formodentligt blive enige om. Den danske landbrugsproduktion kan ikke fortsætte i samme spor.

Vi kan vælge at forfølge en ambition om hele tiden at producere mere og mere. Dette vil betyde, at miljøet ødelægges for kommende generationer.

Vi kan også vælge at satse på at omlægge vores produktion til på en bæredygtig måde at fremstille produkter af høj kvalitet frem for kvantitet.

P.S. Allerede nu sidder nogen og skriver harmdirrende indlæg om, at det vil gå ud over de sultende børn i Afrika, hvis ikke dansk landbrug får nogle mere lempelige miljøkrav. Det vil jeg glæde mig til at besvare, for det passer nemlig heller ikke.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul