Få tilskud til nedrivning

Ikast-Brande Byråd vil i 2014 bruge i alt 2,5 mio. kr. på at støtte, at ejere kan rive nedslidte og faldefærdige boliger og bygninger i landsbyer ned. Man kan få også få støtte til forbedring af boliger.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter definerer i denne sammenhæng byer med op til 3.000 indbyggere som ”landsbyer”. Ministeriet har tildelt kommunen 1,5 mio. kr. til indsatsen, og kommunen bidrager selv med 1,0 mio., så puljen dermed kommer op på 2,5 mio. kr. i 2014.
Formålet med landsbyfornyelse er at få ryddet op i og fjernet de faldefærdige og ubrugelige bygninger, som kan skæmme hele landsbyens udtryk. Pengene går til boliger og erhvervsbygninger i byer med under 3.000 indbyggere og til boliger og stuehuse i det åbne land.
Man kan ikke opnå tilskud til at fjerne eller istandsætte erhvervs- og landbrugsbygninger, med mindre de er opført i byer under 3.000 indbyggere.
I Ikast-Brande Kommune varetager boliggruppen med politikere og embedsmænd opgaven med at vurdere ansøgninger og tildele tilskud til forskellige aktiviteter til fornyelse i kommunens landsbyer.
Ikast-Brande Byråd prioriterer særlig højt at give tilskud til, at ejerne river faldefærdige og ubrugelige boliger og erhvervsbygninger ned. Men der udover er det også muligt at få støtte til en række andre projekter, hvor formålet er at sætte nedslidte ejer-, andels- eller private lejeboliger i stand. Boliggruppen vurderer disse ansøgninger individuelt.
I vurderingen af, om ejeren kan få tilskud til et projekt, indgår bl.a., at bygningen skal være opført før 1950 og mangle væsentlige installationer, som f. eks. bad eller isolering. Bygningen kan også være i så dårlig fysisk stand, at den er helt ubrugelig, og hvor det eneste fornuftige er at rive den ned frem for at lappe på den.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul