Biogasanlæg med ny placering sendes i høring

På sit sidste møde inden sommerferien vedtog byrådet at igangsætte planlægningen for et biogasanlæg med tilkørsel fra Ågårdsvej og en placering ved Grarupvej øst for Brande. På samme møde vedtog byrådet at undlade vedtagelse af endelige plandokumenter for etablering af et tilsvarende anlæg på hjørnet af Grarupvej/Arvad Tværvej.
Baggrunden for, at den oprindelige placering blev droppet, var først og fremmest indsigelser fra de berørte naboer, hvoraf nogen ville få meget kort afstand til anlægget.
Nu er man klar til at sende det nye forslag med den nye placering i høring, men Ikast-Brande Kommunes Teknik- og Miljøafdeling oplyser, at der er tale om en meget stram tidsplan, hvis anlægget skal være i drift og afprøvet inden 1. august 2016, en forudsætning for udbetaling af EU-tilskud, der igen er en forudsætning for projektets gennemførelse.
Teknik- og Miljøudvalget behandler sagen på deres møde onsdag, hvorefter sagen oversendes til Økonomi- og Planudvalget. Høringsfristen ønskes fastsat til 3 uger i oktober.
I løbet af høringsperioden indkaldes der til et borgermøde om planerne, som også vil blive fremlagt i forhallen ved Borgerservice. Derefter skal sagen omkring byrådet til godkendelse i 2 omgange, hvilket formentlig kommer til at kræve afholdelse af et ekstraordinært byrådsmøde.
Bliver planerne godkendt, betyder det, at en del af Ågårdsvej udvides til at kunne bære den tunge trafik med gylle til og fra anlægget, ligesom der af trafiksikkerhedsmæssige grunde skal etableres et kanaliseringsanlæg på Ejstrupholmvej. Samlet set vil dette medføre en udgift på 2,5 mio. kr. ekskl. moms for Ikast-Brande Kommune.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul