Den 22. marts fra 19-21 på Hotel Dalgas opfører Ikast-Brande Kommune stykket ”Vindmøller langs den midtjyske motorvej”.

Den endelig rolleliste har jeg ikke set endnu, men jeg kan forestille mig, at den er besat af initiativtagere til projektet, veluddannede akademikere, folkevalgte politikere og deslige. Alle med det til fælles, at de er JA-sigere til projektet. Godtfolk af anden mening bliver ikke tilbudt roller i denne opsætning.

Jeg kan forestille mig, at seancen er tilrettelagt på samme måde som tidligere skuespil, dog med den uforudsigelige faktor, om borgerne kommer til orde. Ved borgermødet i Blåhøj Multihus om samme emne, blev der gelinde veget udenom dette indslag.

Publikum vil blive orienteret om muligheder for skriftlige (anmeldelser) indsigelser, som sikkert ikke har nogen effekt alligevel.

Baggrunden for dette læserbrev er en samtale med en medborger, jeg havde den anden dag. Han spurgte mig, hvor i alverden verdenen og demokratiet er på vej hen. Vi møder op til disse borgermøder med forventninger om at blive hørt og være med i beslutningerne, uanset om det bliver til noget eller ej. Men som han sagde, bliver borgerne jo netop ikke hørt. Ej heller bliver der ændret i beslutningerne, uanset hvad der står i indsigelserne! Han havde virkelig en følelse af, at kommunen, veluddannede akademikere og andre blot afholder disse møder, da der står i lovgivningen, de skal!

Jeg ved faktisk ikke, om jeg blev paf eller glædeligt overrasket. Her sad en mand, en generation ældre end mig, og alligevel har vi den fuldstændig samme opfattelse, og tanker omkring borgermøder og indsigelser: DER SKER INTET VED DET!!! Rent spil for galleriet. Men er vi 2 mon de eneste med den opfattelse og tanker?

Sjovt nok har nogle afgangselever fra et jysk universitet som deres afgangsprojekt valgt at undersøge, om borgermøderne virkelig bliver brugt til det de skal, samt om borgerne får noget ud af det. I den forbindelse har de interviewet nogle borgere her i området. Og de havde vist mere eller mindre samme opfattelse om borgermøder, som jeg har.

Det kunne være dejligt, hvis nogle kompetente personer kunne grave lidt i, hvor meget borgerne egentlig bliver hørt i forbindelse med borgermøder og indsigelser. Men endnu dejligere at vore folkevalgte politikere virkelig ville inddrage borgerne.

På borgermødet i Blåhøj Multihus udvandrede en stor del af tilhørerne, og set i bakspejlet skulle jeg have gjort det samme. Men denne gang møder jeg ikke op og håber, andre tager det samme valg. Så kan vi måske få politikerne til at vågne op. Men det er nok ønsketænkning.

Min skriftlige indsigelse slipper de dog ikke for.

Lene Fangel