Rocken skal tilbage på sporet

Efter et års pause får Brande igen en musikfestival – nu med tørvejrsgaranti!

Lørdag d. 2. september inviterer musikforeningen www.branderocker.dk igen til Rock På Sporet på pladsen ved RemisenBrande.

- Siden sidste Rock På Sporet i 2015 er vi utallige gange blevet opfordret til at genoptage den årlige udendørs koncert. Men som mange nok ved, drillede vejret os i en sådan grad, at der gik 300 gæster færre gennem tælleapparatet end budgetteret. Dette resulterede i et for os stort underskud. Derfor har vi haft svært ved at se os som arrangør af et lignende arrangement, hvor vi alene stod med risikoen, udtaler Jørgen Haahr fra branderocker.dk

Fire lokale erhvervsvirksomheder, Welcon, Brande Entreprenør Service, Give Stålspær samt vognmand Knud Sørensen, har sammen med Brande Håndboldklub og Brande Badmintonclub givet tilsagn om en underskudsgaranti på tilsammen 125.000 kr. Den gennemgående kommentar er, at man gerne ser, at denne årlige fest bibeholdes. De to foreninger ønsker med deres støtte at sikre, at deres mange medlemmer stadig kan komme til Rock På Sporet.

- Vi er meget beærede over den flotte opbakning, og vi vil selvfølgelig gøre alt for, at der ikke bliver brug for garantien. Vi har skruet budgettet lidt ned, således at vi ved 1000 gæster skal gå i nul. I 2015 var der godt 900 gæster inde, så 1000 gæster i år mener vi er meget realistisk, også set i lyset af, at vi kan lokke med tørvejr i form af et stort telt, siger Jørgen Haahr og fortæller, at scenen i år vil blive placeret i et cirkustelt med plads til godt 1000 mennesker.

Læs mere om den genopstandne musikfestival i Brande Bladet onsdag.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul