Ikast-Brande Kommune tilbageholder oplysninger for borgerne

Ikast-Brande Kommune planlægger opførelse af 5 vindmøller på hver 150 meters højde i et område ”Øst for Blåhøj” midt i Karstoft Ådal.

Det har ført til megen uro og utryghed i Blåhøj by og området omkring møllerne. Og det har der været god grund til.

Ikast-Brande Kommune har fået udarbejdet et notat fra PlanEnergi Midtjylland i År-hus, der for kommunen bl.a. har beskrevet fokusområder og projektområdet for vindmøllezonen Øst for Blåhøj.

Om projektområdet skriver PlanEnergi:

”Selvom vindmølleområdet ikke direkte berører Hallundbæk Mose, er det relevant at undersøge de hydro-logiske påvirkninger af mosen dels under anlægsfasen og dels på længere sigt. Hallundbæk Mose ligger mere eller mindre på et vandskel mellem Karstoft Å og Omme Å/Hallund Bæk. Mod nord afvandes mosen til Karstoft Å og mod syd til Omme Å/Hallund Bæk. Der er således ikke megen afstrømning gennem området.

Hvor vindmøllefundamenterne skal placeres, ligger vandspejlet cirka 0,4 meter under terræn, og det vil derfor være nødvendigt at sænke grundvandet til cirka 4 meter under terræn i anlægsfasen. Efter fundamenterne er placeret, vil der sandsynligvis ikke være nogen nævneværdig permanent hydrologisk modstand omkring fundamentet. Selve betonfundamentet vil naturligvis hindre vandgennemstrømninger, men over fundamentet lægges ca. 2 meter stabilgrus, der ikke øver væsentlig modstand for grundvandsstrømmen.

Den midlertidige påvirkning ved sænkning af grundvandsspejlet til 3-4 meters dybde vil umiddelbart vurderet kunne afhjælpes ved spunsning og efterfølgende pumpning til en midlertidig kanal, der kan etableres syd for vindmølleområdet til afskærmning af Hallundbæk Mose.

Alternativt kan vand afledes til lavning i landskabet til direkte nedsivning. Herved vil evt. risiko for okkerforurening blive reduceret væsentligt.

En kvadratisk spunsning omkring vindmøllefundamentet anses umiddelbart for den bedste løsning, selvom den er dyr. Dels kan man anvende spunsen som forskalling til støbningen, og dels skal man ellers på grund af de hydrologiske og jordbundsmæssige forhold regne med en afgravning svarende til et skråningsanlæg på maksimalt 30 grader. Det understreges, at der skal regnes på kapacitetsbehovet for pumpningen og dybden af spuns.”

Hele møllezonen ligger i Karstoft Ådal, hvorfor zonearealerne ligger meget lavt. Det betyder, at jorden er blød, hvorfor store områder udenom møllezonen også udgøres af moser. Mod syd af Hallundbæk Mose, mod øst af Rævlinge Mose og Vorslunde Mose og mod nord af Karstoft Mose med bl.a. Habitatområdet. Moserne afvandes af Harpes Bæks øst- og vestgren, der samlet udløber i Karstoft Å.

PlanEnergi skriver i deres notat til kommunen: ”Hvor vindmøllefundamenterne skal placeres, ligger vandspejlet cirka 0,4 meter under terræn, og det vil derfor være nødvendigt at sænke grundvandet til cirka 4 meter under terræn i anlægs-fasen.”

Der skal altså graves 5 store huller på mindst 4 meters dybde og grundvandsspejlet i området skal sænkes ca. 4 meter. Da vandspejlet ifølge PlanEnergi kun ligger 40 cm under terræn og om efteråret og vinter endnu højere, skal der pumpes utrolig store mængder grundvand væk, idet området er et vådområde indeholdende enormt store vandmængder.

Der vil blive tale om 5 ny-etablerede vandløb på størrelse med Harpes Bæk for at føre vandet væk. Den mængde vand kan Harpes Bæk ikke klare, hvorfor denne bæk skal uddybes og gøres bredere hele vejen til Karstoft Å. Og det vil give nye problemer, idet Harpes Bæk løber langs Habitatområdet, der ikke tåler vand fra bækken.

PlanEnergi skriver i notatet: ”Alternativt kan vand afledes til lavning i landskabet til direkte nedsivning. Herved vil evt. risiko for okker-forurening blive reduceret væsentligt.”

Det er utopi at tro, at vandet fra de fem møllehuller kan afledes til lavninger i landskabet. Der vil komme så meget vand, at hele mølleområdet vil blive konstant oversvømmet, og overskudsvandet vil derefter løbe ud i Harpes Bæk, der så alligevel vil blive belastet med de store vandmængder.

Hvorfor har kommunen ikke i deres Miljøvurdering be-skrevet denne problemstilling, analyseret den og fremkommet med løsningsforslag herpå, som de skal i henhold til loven?

Hvorfor har kommunen ikke behandlet andre store og væsentlige problemer i forbindelse med jordbundsforholdene i møllezoneområdet?

Hvordan påvirkes de omkringliggende moser (Hallundbæk Mose, Rævlinge Mose, Vorslunde Mose og Karstoft Mose) af sænkningen af grundvandet med 4 meter?

Hvordan vil den ekstra spunsning påvirke de særlige drikkevandsinteresser?

Hvordan vil sænkningen af grundvandet med 4 meter påvirke de særlige drikkevandsinteresser?

Hvordan vil de store mængder af oppumpet vand fra møllehullerne påvirke de særlige drikkevandsinteresser?

Hvordan vil de store mængder af okker fra møllehullernes vand påvirke de særlige drikkevandsinteresser samt fiskebestanden i Karstoft Å?

Hvordan vil grundvandssænkningen og de store ekstra vandmasser påvirke Habitatområdet?

Hvordan vil oliespild og kemikaliespild fra møllerne under opførelse og efter igangsætning påvirke de særlige drikkevandsinteresser? Disse affaldsprodukter vil få direkte adgang til de særlige drikkevandsinteresser, idet områderne rundt om møllerne over fundamenterne bliver dækket med 2 meter stabilgrus for netop at grundvandet kan løbe frit igennem området.

Hvordan vil møllefundamenterne og oliespild samt kemikaliespild påvirke de særlige drikkevandsinteresser efter igangsætning af møllerne?

Hvordan vil moseområderne, Habitatområdet, Harpes Bæk, Karstoft Å m.v. blive påvirket af de store mængder af vand, der fortsat vil strømme fra møllehullerne enten ud over møllezonen eller via Harpes Bæk til Karstoft Å?

Hvorfor har Ikast-Brande Kommune ikke beskrevet, analyseret og fremkommet med løsningsforslag på alle disse væsentlige problemer? Kommunens rådgiver PlanEnergi har dog gjort kommunen vidende om problemerne, som kommunen skulle have redegjort for i miljøvurderingen.

Hvorfor har kommunen ønsket at holde borgerne uvidende om disse alvorlige problemer?

Hvorfor skal det være nødvendigt, at borgerne må ty til aviserne for at få disse problemer frem i lyset?

I Danmark har vi love, der regulerer, hvordan problemer med særlige drikkevandsinteresser skal løses.

Vagn Stenager
medejer af Buelundvej 53
midt i Karstoft Ådal

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul