Europas bedste traktorer dyster

Valtra Pulling Arena i Brande danner i weekenden rammen om Eurocup og DM

Af Steen Hebsgaard -

Danmarks nationale tractor pulling arena - på Frihedsvej i Brande - danner i weekenden rammen om et stort stævne med traktortræk.
Det er Dansk Tractor Pulling der på Valtra Pulling Arena - som arenaen hedder - afvikler Eurocup og DM, og det sker både lørdag den 30. juli og søndag den 31. juli.
Her kan man opleve den mest kraftulde motorsport, der findes. Europas bedste traktorer i fem vægtklasser dyster om Eurocup-titlerne, og man kan se en række specialbyggede traktorer med op til 10.000 KH og superstandard-traktorer med op til 3.000 HK.
Med andre ord - der bliver både røg og støj i den sjove ende af skalaen, når førerne af traktorer lukker op for gashåndtaget.
Traktortræk er en uhyre populær »sport«, der trækker mange publikummer til. Der er derfor tradition for høj musik, mad og kolde fadøl i kombination med de mange hestekræfter, som slippes løs. Og publikum er forbavsende nok ikke kun mænd - der er rigtig mange kvinder, som også synes, at denne sport er noget specielt.
Hvad er traktortræk?
Traktortræk er en motorsport, hvor man i traktor skal trække en slæde så langt som muligt på en 100 meter lang bane.
På slæden er monteret en tonstung vægt. Langsomt forøges modstanden mod jorden, og den bliver sværere at trække. Det gælder om at få det rigtige bid i underlaget, og komme så langt som muligt, inden den stigende vægtmodstand bremser for yderligere fremdrift.
Traktorerne er inddelt i klasser efter vægt. Klasserne er desuden adskilt i Standardklasse, hvilket er almindelige traktorer, og Farmklasse, hvilket er lettere modificerede traktorer.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul