En flot gedebuk

Bag enhver mand med succes står der som bekendt så godt som altid en kvinde med godt fat i tøjlerne, således også 2-årige Ludvig

I forrige weekend var Ludvig, som er en dværggedebuk, til Landsskue i Herning sammen med sin ejer, 14-årige Rikke Solgaard Jensen fra Skærlund mellem Brande og Blåhøj. Her gav dommerne Ludvig 23 af 24 mulige point, hvilket udover titlen som flotteste dværgged indbragte en ærespræmie og en placering som nr. 2 både i konkurrencen blandt alle gedebukkene og blandt samtlige geder på hele Landsskuet. Og hvis han ikke var blevet træt til sidst, havde han formentlig scoret maksimumpoint, fik Rikke Solgaard Jensen efterfølgende at vide af dommerne.

Ludvig blev hentet i Ho ved Varde sidste år for at få lidt nye gener ind i bestanden på Solgaard, som desuden består af 2 gimmer (hungeder, som endnu ikke har fået kid). Det er lykkedes så godt, at Rikke allerede har kunnet sælge et par stykker, og et par andre er endt på middagsbordet.

Men kan man godt spise sine egne gedekid?

- Det går, men vi skal ikke snakke for meget om det, mener far Brian, der blandt meget andet at holde styr på har 375 malkekøer i staldene.

Udover Ludvig havde Rikke Solgaard, der blev konfirmeret i foråret, en pony med til Landsskuet, en pinto, der opnåede 22 point. Til næste år satser hun nok på gederne. Af dommerne blev hun anbefalet at tage et afkom efter Ludvig med til bedømmelse - og måske også en gimmer, siger hun og skæver lidt til sin far, der ganske vist trækker lidt på det, men ligesom de fleste andre fædre til teenagedøtre næppe er helt uimodtagelig for overtalelse - når traileren nu alligevel skal afsted til Herning.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul