Altid om torsdagen

Med seks mål i tre kampe har Mathias Sandfeld (nr. 2 fra venstre) en stor del af æren for Brandes aktuelle topplacering, og mod Herning KFUM kunne han sagtens have scoret yderligere et par gange - chancerne skortede det ikke på.

Hvis Brande IF's nye førsteholdstræner Rasmus Langelund skulle få lyst til at placere holdets fremtidige kampe om torsdagen, kan man dårligt fortænke ham i det.

I år har Brande foreløbig spillet tre turneringskampe, alle om torsdagen, og alle tre har resulteret i en sejr til de stribede, der dermed temmelig overraskende har lagt sig i spidsen af rækken med maksimumpoint 9.

Her til aften gjaldt det Herning KFUM, som bortset fra et tungt pres i kampens indledning ikke havde alverden at byde på.

Baneforholdene kunne få nostalgikere til at mindes de hedengangne Sportslørdage, hvor en målløs FA-cupkamp mellem Sheffield United og Wolverhampton i en mudderpøl af en bane var ugens højdepunkt på fodboldfronten. Underlaget mindede mest om Kærgården, der havde stået for længe i solen, hvis der da ikke stod blankt vand på banen, og gummistøvler var et mere velegnet valg af fodtøj end fodboldstøvler.

Af samme årsag var kampen flyttet fra opvisningsbanen til bane 6 for ikke at spolere underlaget her fuldstændig, inden sæsonen for alvor er kommet i gang, men i modsætning til førnævnte cupkamp endte opgøret ikke målløst.

Først og fremmest takket være BIF-topscorer Mathias Sandfeld, der scorede en gang i premieren, to gange i sidste uges 3-0-sejr over Videbæk og denne gang lavede hattrick. Alle tre gange efter oplæg af nytilkomne Brian Jakobsen, der er gledet direkte ind på holdet som styrmand på den offensive midtbane.

Læs mere om vandkampen i næste uges udgave af Brande Bladet.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul